Dankort EuroCard / MasterCard JCB Visa
SØG PRODUKT / Search item:
 
INDKØBSKURVEN ER TOM / Basket is empty  
 

Dansk English

KATALOG | Catalogue
Sangbøger og antologier
Populær- og folkemusik, film og tv
Kor
For børn
Musikhistorie, teori og pædagogik
Kirkemusik
Julemusik
Instrumentskoler
Soloinstrument
Vokalmusik
Kammermusik
Orkestermusik
Scenisk musik
Carl Nielsen Udgaven - The Carl Nielsen Edition
Tingluti
CD
Diverse

INDKØBSKURV / Basket
FORSIDE / Home

INFO
Persondatapolitik
Betalings- og handelsbetingelser
Ordrestatus
Studierabat

LINKS
Edition Wilhelm Hansen

PRISER ER INKL. MOMS
All prices incl. VAT




Dette landskab - cd > CD  |  UDSKRIV / Print
PRIS / Price DKK 149,00


VARENUMMER / Item code WH31245CD
BESTILLING / Order
 

Læg varen i din kurv! (den kan slettes senere)
Place product in shopping basket!


Klik på billedet for at forstørre
Klik på billedet for at forstørre
Kammerkoret Camerata under ledelse af Martin Nagashima Toft synger Vagn Nørgaard

BESKRIVELSE / Description
Indhold
5 Sange (tekst: Poul Feldvoss · musik: Vagn Nørgaard)
Three Latin Motets (tekst: kirkelig · musik: Vagn Nørgaard)
4 Korsange (tekst: Poul Feldvoss · musik: Vagn Nørgaard)
3 Irish Folk Songs (tekst: trad. · musik: trad. · arr.: Vagn Nørgaard)
Poul Henningsen-viser (tekst: Poul Henningsen · arr.: Vagn Nørgaard)
4 Sange med tekst af H.C. Andersen (tekst: H.C. Andersen · musik: Vagn Nørgaard)

Medvirkende
Kammerkoret Camerata
Martin Nagashima Toft (dirigent)
Thomas Agergaard (sopransaxofon)
Vagn Nørgaard (piano)
Jesper Thorn (bas)
Terkel Nørgaard (trommer)



Dette landskab

Det er til at mærke, når årstiderne skifter. Måske et uventet snefald får os til at falde på gader og stræder, eller blæsten lukker vores broer, og regnen gør os våde om fødderne. Vejret kan let gøre hverdagen besværlig. Men inden i os slås der også kolbøtter, når naturen skifter lune. Naturen har nemlig altid været god til at ligne sindet. Går man ud i landskabet - ud i den fri natur - opdager man det hurtigt. For et landskab i bevægelse gør indtryk og sætter sig spor; som når sensommerregnen lægger kornet for vores fødder, eller skoven springer ud og gør håbet lysegrønt.
Livet igennem følger vi naturen, følger med den og lader os inspirere. Komponister har altid gjort det. Også herhjemme hvor naturen gerne bliver sat i toner. For tit er der omslag i luften og ny inspiration på vej. Særligt i den folkelige, danske kortradition kan man støde på naturportrætterne - ofte vekslende mellem den lyriske, ubesværede enkelhed og det diskrete, men spændingsfyldte udtryk.

På 'Dette landskab' viderefører Vagn Nørgaard den organiske forbindelse i den danske kormusik. Det ligger lige for, for der har i en eller anden forstand altid været natur og musik - frem for alt sang - i Nør-
gaards liv. Som han siger, brugte han som barn løs af naturen uden at lægge så meget andet i det. Han følte sig blot hjemme, når han var derude. Det gør han stadig, men som tiden er gået, har naturen fået større betydning og en anden dybde. Det samme har musikken, der er blevet grundigt udforsket og videregivet til andre i utallige sammenhænge, blandt andet gennem Nørgaards mangeårige beskæftigelse som seminarielektor i musik, korsanger og -dirigent og redaktør af en række sangbøger.
De syv værker, der på denne cd portrætterer Vagn Nørgaards musik, er komponeret mellem 1994 og 2008 - fra korarrangementer af Poul Henningsen-viser til de nyeste, de tre mere komplekse latinske julemotetter.
På trods af det store spand af tid og de forskellige stilarter, Nørgaard afsøger, fornægter ingen af værkerne sig deres Nørgaardske ophav; den delikate, mættede klangfarvning parret med en diskret fremdrift er til stede overalt. Sammen med de fint svungne melodier, der tvangfrit sætter poesien fri i de renfærdige omgivelser.
Som komponist er det en tilbagevendende tanke hos Vagn Nørgaard at sætte naturen og landskabet i toner. Det er den højere, naturlige enhed, han søger; den med nok kraft til at kunne påvirke lytterne på samme direkte måde, som naturen gør det. For naturen bringer ifølge komponisten ubevidst selvforglemmelse og nyt liv med sig, så snart vi bevæger os uden for vores trygge vægge og giver os tid til at opleve skaberværket på nærmeste hold.
Det er derfor først og fremmest oplevelsen af naturen, der fungerer som motor i Nørgaards musik. Ordenes betydninger - og de tanker og ytringer, der ligger bag - er imidlertid det, der får tonerne, klangene og rytmerne til at manifestere sig på nodearket. For som han siger, indeholder ordene musikken i sig. Af den grund gælder det om at få de omhyggeligt udvalgte digte helt ind på livet. Når det sker og koret tager ordene og tonerne i munden, kan man derfor være sikker på, at musikken ikke kun bringer lytterne tættere på poesien, men også naturen og livet.

NATURMUSIK I
'5 Sange' med tekster af Poul Feldvoss for kor a capella er skrevet i 2003 og skildrer en række af de velkendte fænomener, man kan møde, hvis man stikker hovedet udenfor og på forskellige tider af året går ud i det danske landskab. Musikken går digtene på klingen, men forsøger ikke at lægge noget ekstra til de umiddelbare naturoplevelser, ordene udfolder. På den ene side har vi naivt og sanseligt at gøre med en samling overvældende og malende musikalske fraser, der beskriver de stiliserede naturbilleder i toner og ord. På den anden side er det musik, der forener naturens storslåethed med en udsøgt klangrigdom, der får tegningen af naturen til at virke levende og imødekommende.

JULEMUSIK
Med 'Three Latin Motets' fra 2008 indskriver Vagn Nørgaard sig i en lang række af komponister, fx Palestrina, Byrd, Poulenc og Lauridsen, der har tonesat de bibelske tekster. Samtidig bevæger vi os ud i et større og mere ekspressivt univers. Temaet er det glade julebudskab, der fortæller om frelserens fødsel. De tre satser bærer alle budskabets storhed i sig, men formår også at føre naturoplevelserne, der omgiver ordene, frem i lyset. Fx er stjerneglimtet ganske hørbart i begyndelsen af 'Videntes stellam'.

NATURMUSIK II
De '4 Korsange' med tekster af Poul Feldvoss fra 2007 fortsætter, hvor de '5 Sange' slap, men breder det enkle udtryk ud i takt med, at skildringerne manifesterer sig i lytternes bevidsthed. Der er tåget mystik, højt til himlen og en pulserende rytmisk energi at finde. Den umiddelbare forbindelse mellem naturbeskrivelserne og toner og ord er desuden nem at følge for lytterne, hvilket tilfører korværket en særlig nærhed i oplevelsen.
FOLKEMUSIK
Korarrangementerne af de tre irske folkesange stammer fra 1997, hvor en korturné bragte Vagn Nørgaard til Irland. Naturbeskrivelserne er intakte, men sammenlignet med de danske naturbilleder skiller de irske sig ud ved at rumme en mere bevægelig form for folkemusik med et kraftigere skær af vemod. Måske fordi naturen på de kanter ofte bringer fornemmelsen af menneskelig magtesløshed over for elementernes rasen.

VISEMUSIK
Vemodet opblødes med de fire PH-viser, som Vagn Nørgaard i 1994 på forskellig vis udformede i anledning af 100-året for PH's fødsel. 'Vi hører klokker kime', der beskriver PH's tanker omkring befrielsen af Danmark i 1945, har Vagn Nørgaard selv tonesat. De øvrige digte har han arrangeret musikken til. Udtrykket er klanglig rigt og udnytter på finurlig vis, at viserne af Jean Lenoir, Kai Normann Andersen og Bernhard Christensen stadig lever stærkt i vores bevidsthed. I retur får vi glæde, tilgivelse, kærlighed og skovens grønne friskhed.

NATURMUSIK III
Til fejringen af 200-året for H.C. Andersens fødsel skrev Vagn Nørgaard i 2004 de '4 Sange med tekster af H.C. Andersen'. I forhold til de tidligere naturbeskrivelser er fokus rykket tilbage i tiden med fremvisningen af en række stemningsbilleder fra 1800-tallets Danmark. Ikke kun landskabsscenerier dukker frem i musikken; også forestillingen om den danske fortids liv og levned, som det høres i 'Odense'. Koret er ledsaget af klaver, bas og trommer.

BROMUSIK
I foråret 2000 blev Vagn Nørgaard bedt om at skrive et korværk til åbningen af Øresundsbroen året efter. Det var her samarbejdet med digteren Poul Feldvoss begyndte og her, at Vagn Nørgaards kormusik for første gang virkelig fik opmærksomhed. Ikke kun var korværket derfor med til at sætte Danmark i forbindelse med resten af Skandinavien, det åbnede også op for vores adgang til Vagn Nørgaards musik. Det er derfor passende, at 'Vi bygger bro' sætter punktum for denne portræt-cd. De ledsagende instrumenter suppleres her af sopransaxofon.

Jens Povlsen, 2011


Edition Wilhelm Hansen  -  Bornholmsgade 1A  -  1266 København K
TELEFON / Phone (+45) 33 70 15 16  -  E-mail: shop@ewh.dk  -  CVR-nummer: 75450915