Hjemme hos mig

Hjemme hos mig

139,00 DKK

Af Jakob Fester
Forlagsnr. WH31414
13 firhændige klaverstykker for elev og lærer I denne bog kan du komme på besøg hjemme hos mig! Vi starter med at ringe på klokken ved hoveddøren. Så skal vi ind i legestuen, ned ad kældertrappen og gå rundt i den kulsorte kælder. Bagefter skal vi ud i værkstedet og slå søm i og forbi kompostbunken, hvor ormene kravler rundt inde i jorden. Vi sætter os lidt på terrassen og så skal vi ind i klaverstuen og spille op og ned ad tangenterne. Vi skal også op ad lofttrappen og se, om vi tør være på loftet, hvor jeg engang har set et spøgelse. På badeværelset ser vi på vores klaverhænder i spejlet, inden vi tager en lur i soveværelset. Til allersidst sniger vi os listigt og ubemærket ud af husets bagdør så stille, vi overhovedet kan, så der slet ikke er nogen der opdager, at vi smutter! HJEMME HOS MIG indeholder 13 korte klaverstykker med lærerakkompagnement. De er alle nemme at spille fra bladet og træner hver en speciel rytme: Punktering, triol, pause osv. Stykkerne er velegnede til begyndere, men kan også bruges som læse- og transponeringsøvelser for mellemstadie-elever. LYT TIL MUSIKKEN HERJakob Fester byder indenfor i "Hjemme hos mig" og det er så sjovt at besøge Jakob, at der stensikkert bliver fuldt hus! "Hjemme hos mig" er en vidunderlig spillebog. Den er så lærerig og så hyggelig, at den helt naturligt vil finde plads alle steder, hvor der bliver spillet på sorte og hvide tangenter! Jeg ønsker held og lykke med "Hjemme hos mig" og er sikker på, at det bliver en: RIGTIG GOD FORNØJELSE! Anne Øland Fra forordet Alle stykkerne i denne samling er skrevet inden for rammerne, at de 1) kun indeholder én og samme femtonige position i begge hænder hos eleven samt, at de 2) alle arbejder med en bestemt rytmefigur. Bogen har to målgrupper. For begyndere udgør samlingen egentlige stykker, som eleven kan gå hjem og øve sig på. For mellemstadie-elever er stykkerne gode læseøvelser uden positionsskift, hvilket giver overskud til at træne den helt rigtige håndstilling, dynamik, anslag osv. og kan være et sjovt og inspirerende indslag i klavertimen. Rytmerne varierer noget i sværhedsgrad, men bør alle trænes og indøves før start for at sikre succesen, f.eks. ved at banke stykket på klaverlåget. Desuden er det en god ide at indarbejde en sikker position ved at anslå og holde alle toner i begge hænder samtidigt og kraftigt - med vægt på samtlige fingre. Jeg vil opfordre til at lege med stykkerne så meget som muligt. Elevstemmen kan spilles med én eller to hænder i forskellige oktaver på klaveret, mens akkompagnementet klinger bedst, som det er noteret. I stykket "Kælderen" foreslår jeg, at eleven spiller "helt nede i mørket" fra den dybeste tangent, ormene i "Kompostbunken" også i en dyb oktav, mens spøgelserne på loftet er mest uhyggelige på klaverets lyseste tangenter, "oppe under taget". Mange af stykkerne kan endvidere transponeres til andre tonearter, specielt i "Klaverstuen" har jeg haft succes med dette. Prøv at eksperimentere med tempo, dynamik, artikulation osv. Jeg har med vilje ikke noteret mere, end jeg syntes var højst nødvendigt, for i stedet at åbne for leg med alle disse elementer.